Energiforvaltning og kroniske smerter: Pas på dit daglige energiforbrug

Få enkle redskaber til at fordele dine kræfter, så du har energi til de vigtige ting i din hverdag.

Hvis du lever med kroniske smerter, kender du sikkert til, at dine ressourcer, energi og overskud ikke er det samme som før smertetilstanden, eller at din energi er mindre, end du kunne ønske dig.

Derfor kan det være godt at lære at forvalte dine ressourcer og din energi på en måde, hvor du passer bedre på dine kræfter. Målet med energiforvaltning ved kroniske smerter er, at du sikrer dig energi til de ting, der er absolut mest nødvendige og vigtigst for dig.

 

Mønt-metaforen: Hvad koster dine daglige aktiviteter?

For at gøre det mere tydeligt, hvad energiforvaltning reelt handler om, kan du forestille dig, at du hver morgen vågner op med et vist antal faste enheder – f.eks. mønter eller bolde. Disse mønter repræsenterer din samlede energi og dit overskud i løbet af en dag.

Hvis du forestiller dig, at du har 15 mønter i alt, så prøv at se for dig, hvor mange mønter du reelt skal bruge på de helt basale ting:

  • At komme ud af sengen
  • At vaske dig
  • At få tøj på
  • At gøre morgenmaden klar
  • At komme ud ad døren

Måske koster hver eneste af disse aktiviteter én mønt. Det betyder, at du allerede har brugt 5 mønter, inden din dag for alvor er gået i gang. Du har nu 10 mønter tilbage på kontoen. De mønter skal bruges med stor omhu, hvis du også vil øge muligheden for at have overskud til at lave aftensmad og til at tale med dem, som du måske bor sammen med.

 

Skab overblik over din indre energikonto

I første omgang handler energiforvaltning om at blive helt klar over, hvor meget de enkelte aktiviteter i din hverdag rent faktisk ”koster”, og hvor meget de trækker fra din indre energikonto.

Det kan godt være både sårbart og ubehageligt at zoome så direkte ind på, hvor meget energi de enkelte ting kræver, og hvor få ressourcer du reelt har til rådighed. Men ved at gøre det får du mulighed for at få et reelt overblik over sammenhængen mellem den energi, der kræves, og den energi, der er til rådighed.

Formålet er at få en dybere forståelse for, hvorfor mønterne måske løber tør midt på dagen, og hvordan det er mest hensigtsmæssigt at forvalte din energi, så den rækker til det, der er vigtigst. Denne øvelse giver dig også mulighed for at få øje på den store betydning af pauser, lurer og ro i løbet af dagen, da de kan være med til at strække din energi.

 

Fysisk og mental energiforvaltning i hverdagen

I mine samtaler med mennesker, der lever med kroniske eller længerevarende smerter, er det stort set altid relevant at arbejde med energiforvaltning. Det at forvalte sin energi så hensigtsmæssigt som muligt giver dig mulighed for at spare på de ting, der er mindre vigtige, til fordel for det, der giver dig livskvalitet.

Det er vigtigt at huske, at det, vi forbruger energi på, ikke kun er fysiske aktiviteter. Det er i høj grad også mental aktivitet – som for eksempel at undersøge og tage stilling til økonomi, sociale relationer, børneopdragelse, parforhold eller andet, der kan fylde meget i tankerne.

 

Få hjælp til energiforvaltning ved kroniske smerter

Hvis du oplever, at hverdagen kan være svær at overskue på grund af smerter, og hvis du gerne vil have konkrete redskaber til at blive bedre til energiforvaltning, så hjælper jeg dig gerne videre.

Du kan booke en samtale med mig lige her: